Pernille Kristensen
&
Mads T. Olesen
Hobrovej 118
9560 Hadsund
Danmark
Tlf.:
+45 4031 3099
www.safkankedis.dk
- E-mail -
Startside » Killinger » B-kuld
Lørdag den 13. maj fødte Malou sit B-kuld. Hun begyndte at gøre sig klar til fødslen allerede torsdag aften ved midnatstid. Fredag morgen var hun enormt kontaktsøgende, og hun nægtede at være alene. Derfor måtte vi på skift holde hende ved selskab. Det var nu et ret hyggeligt job, for vi lå og så TV, mens Malou kredsede omkring os, og hyggede sig under dynen. Vi regnede med at fødslen ville begynde for alvor om natten, men der tog vi fejl. Hele lørdagen gik også med hygge hos Malou, som stadig ikke ville være alene på værelset. Kl. 22.00 gik vandet. Det var min søn Mathias som var ved Malou da det skete, og han kaldte straks på mig. Da jeg kom ind til hende lagde jeg mig i sengen, hvor hendes fødekasse var placeret lige i nærheden. Hun gik straks fra fødekassen, og ind under min dyne. Hun havde kraftige veer, og allerede kl. 22.15 kom den første killing til verden. Det var en rød hankilling. Et kvarter senere kl. 22.30 kom killing nr. 2 til verden. Det var en blå-tortie pige - Den første i sin farvevariant nogensinde i Danmark.
Efter hun havde født de to killinger, flyttede hun sine nye børn ind i fødekassen, hvor hun nussede omkring dem. Jeg kunne mærke, at der var endnu en killing i hende, og den kom til verden kl. 23.50. Det var en creme hankilling. Alle killingerne har det godt. Det er nogle store killinger med en fødselsvægt på 122-124 gram. Normalt siger man, at killinger vejer omkring 80g., så vi er stolte af vores B-kuld.
Navn: Safkan Kedi's Henri Becquerel
Køn: Han
Farve:
Rød/hvid - amber (TUV d 62)
Status:
Solgt
Navn: Safkan Kedi's Marie Curie
køn:
Hun
Farve: Torbie - amber øjne (TUV g 62)
Status: Solgt
Navn: Safkan Kedi's Pierre Curie
Køn: Han
Farve: Creme/hvid - amber øjne (TUV e 62)
Status: Bliver hos os
Her kan du se B-kuldets stamtavle stamtavle
Den 13. maj fødte Malou sit B-kuld. Det var 3 meget store killinger på hhv.
122 og 124 g. Kattekillinger er født døve og blinde, og den første uge vil de fortsætte med at være både døve og blinde,
mens de vil bruge tiden på at vokse sig større.
Pasningen med killingerne går fint. Malou er meget stolt af sine børn, og nusser hele tiden om dem. Hun vil også meget gerne,
at vi mennesker vil tage del i omsorgen for killingerne. Hver aften når vi går i seng, tager Malou killingerne med en smut op
under dynen, hvor vi så hygger sammen, mens hun giver dem lidt mad.
Hun er begyndt at interessere sig for at komme ud og hilse på de andre katte. Det går også fint, og hun vil godt tillade,
at de andre katte kommer ind og hilser på killingerne. Men kun Joachim må få lov at komme helt op i kassen og snuse til de små.
Killingerne har taget fint på i løbet af deres første leveuge, og træder nu sunde og velplejdede ind i deres 2. leveuge. Den 23. maj er killingerne 10 dage gamle, og jeg kan ane en lille øjensprække på min lille hunkilling (nr. 2), som nu ikke er så lille endda. Hun er faktisk kuldets største killing, men det skal de to hanner nok få ændret på i løbet af vækstperioden.
Killingerne tager fint på, og de har alle fået flotte øjne. Nu synes vi det er på tide at navngive dem.
Det er svært at finde på navne, men da vi ønsker at navngive vores kuld efter et bestemt tema, havde vi længe besluttet,
at årets tema skulle være "kendte fysikere". Her var vi så lidt på den, da verden mangler kvindelige fysikere. Heldigvis har
vi jo Marie Curie! Derfor blev B-kuldets tema Nobelpristagere i Fysik 1903.
Året er 1903, hvor Marie Curie, sammen med sin ægtemand Pierre Curie og Antoine-Henri Becquerel vinder nobelprisen for deres
udforskning af radioaktivitet. Marie er ikke alene den første kvindelige nobelpristager, men også den første person som har
fået tildelt en nobelpris to gange. (Hun fik også en i 1911 i kemi).
Killing nr. 1 hedder nu Henri Becquerel, Killing nr. 2 hedder Marie Curie mens killing nr. 3 fik navnet Pierre Curie.
Der er sket meget med killingerne i 2. leveuge. Vi kan nu tydeligt høre dem spinde, og sidst på ugen har vi også registreret,
at de ikke kun spinder, når de får bryst, men også når vi kæler for dem. De er også blevet noget mere livlige i denne uge,
hvor de er begyndt at gå rundt. - Dog meget usikkert.
Killingerne er så småt begyndt at "lege" med hinanden og deres mor. De kan godt finde på at bide Malou i ørerne, men stadig
kun meget beskedent.
Det varer nok ikke længe før hun ikke kan få fred for deres leg!
Nu er killingerne blevet så store, at de selv kan komme ud af deres killingekasse. Den første killing der fandt vejen over kanten var Pierre, men de andre fulgte hurtigt efter. Vi kan se en stor udvikling i denne uge. De er blevet mere aktive, og leger meget med hinanden i deres vågne tid. De er ikke bange for de andre katte i huset, og vil gerne lege med Joachim på et år. Joachim er dog ind imellem lidt for vild for dem. Han har ikke helt forstået, at de ikke kan lege rigtigt endnu, men han bruger meget tid på at lege med deres små haler. Så sker det at en killing springer på ham, og så ved han ikke lige, hvordan man så skal lege med de små.
Nu er killingerne for alvor blevet søde. De går nogenlunde sikkert rundt, men har dog besvær med at hoppe op og ned fra
tingene. De synes bedst om hinandens selskab og deres mor, men leger stadig en del med Joachim, som nu er blevet kastrat.
Han har dog ikke den samme store beskyttertrang overfor killingerne som tidligere, men har alligevel et vågent øje til dem.
Det er gået op for killingerne, at de ved hjælp af deres kløer kan bestige ting og sager. Lige nu er det helt store hit at kunne kravle op på toppen af vores kattehule, så de har udsyn over de andre killinger.
Henri er begyndt at spise lidt tørkost. Det synes jeg er tidligt i forhold til mine andre killinger. Men det er dejligt at se
de begynder at blive mere selvstændige. De andre killinger holder sig til kun at drikke lidt vand ind imellem. De har svært
ved at ramme vandkanten, så de undgår at få vand i næsen, men det skal nok komme med tiden.
Nu kan alle tre killinger spise tørkost, men de foretrækker selvfølgelig stadig modermælken. De løber rundt omkring i hele
huset og leger, så vi skal være lidt opmærksomme på hvor de nu er henne. De er blevet meget bedre til at hoppe rundt, og kan
nu selv komme op og ned fra sofaen. De har også lært at bestige vores gulv-til-loft kradsetræ. Dog har de kun bevæget sig op
i 1 meters højden, hvor de har fundet en skål, som de holder af at sove middagslur i.
Killingerne er også begyndt at komme af med rigtig afføring, så vi har i øjeblikket små kattebakker overalt i huset.
Killingerne er nu alle helt renlige, og alle spiser gerne tørkost, men holder sig selvfølgelig også stadig til modermælken. Denne uge har været en meget varm uge, og det har killingerne også været mærket af. De har sovet meget, og brugt mindre tid på leg.
I denne uge har killingerne lært at bestige vores kradsetræ helt til tops. De er meget stolte over at kunne komme helt op
under loftet, og nyder at tage deres middagslur deroppe.
Om natten sover alle killingerne i vores seng sammen med deres mor. Killingerne vil meget gerne ligge tæt op ad os, hvilket er
en lille smule belastende i denne sommervarme, da de fungerer som en "varmekanon" i vores seng, men det er samtidig utrolig
sødt, så vi nyder hvert øjeblik vi har med dem.
De er blevet meget mere selvstændige, og er fuld af ballade.
De synes det er sjovt at grave jord op fra potteplanterne, hvilket jeg ikke finder ligeså interessant som killingerne!
De to hanner elsker godbider i form af vådmad og skinke, mens Marie holder sig til tørkost og modermælk.
Der er kommet en stor alliance i huset vedrørende "beskyttelse af killinger". Vores hankat Joachim synes helt klart, at det er
hans killinger, og han passer sammen med Malou utrolig meget på dem. Joachim bliver dog jaloux, hvis en af killingerne får
lyst til at lege med vores andre katte. Han skal nok få sig gjort mere interessant, så killingerne vender tilbage til ham.
Moderen Malou virker meget tilfreds med deres alliance. Så har hun mulighed for at slappe lidt af ind imellem, men hun har nu
altid et skarpt øje på killingerne.
Så er killingerne blevet 8 uger gamle. De er meget frække nu, og har svært ved at sove igennem en hel nat. Dette resulterer
så i, at vi bliver vækket et par gange i løbet af natten, fordi der er en som synes vores tæer trænger til at blive bidt lidt
i, eller fordi der er nogle, som bare synes det kunne være morsomt at slås for sjov hen over vores dyne om natten.
Nå men vi bør jo ikke klage os. Det er kun rart at killingerne er sunde og friske.
De har i denne uge alle tre været til dyrlægen. Han var imponeret over at se Danmarks første Blå-tortie tyrkiske van kat,
og ikke mindst veterinærsygeplejersken var ved at falde bagom, da hun så så sødt et væsen. Jeg lagde jo selvfølgelig ikke
skjul på hendes specielle farve, hvilket fik hende til at kysse Marie endnu mere.
Killingerne fik ros for deres gode temperament, og vi fik at vide, at det bestemt ikke var alle killinger, man umiddelbart
kunne tage op og omfavne på den måde, som Marie blev udsat for af veterinærsygeplejersken. Det er vi jo selvfølgelig stolte
af at få at vide.
Sundhedsmæssigt var killingerne også helt i top. Ingen navlebroksproblemer, og alle testiklerne var faldet på plads hos de to
hankillinger. Så der var ingen bemærkninger til killingerne på det punkt.
Vægtmæssigt ser killingerne også godt ud. De vejer henholdsvis 1080 g., 1150 g. og 1220 g. Det var ifølge dyrlægen en meget
flot vægt for killinger på 8 uger.
Killingerne har lært, at inden vi går i seng om aftenen, så falder der lidt godbidder af til dem. Det er efterhånden sådan,
at så snart jeg bevæger mig ud på badeværelset for at børste tænder, så har jeg 7 katte stående afventende på jeg bliver
færdig, og så gælder det bare om at være den første kat, som når ud i køkkenet. Der står de så på række, og kigger håbefuldt
op på mig, mens jeg fylder skålene op. Killingerne er meget misundelige over, at de ikke kan springe op på køkkenbordet, men
de har da lært, at de ikke må kravle op af mine bukser for at komme derop. Så snart skålene er fyldte, så løber de i fuld fart
ind i soveværelset, mens benene nærmest skøjter rundt på gulvet. Det er åbenbart MEGET vigtigt at komme først derind!
Killingerne har heller ingen fornemmelse for deres egen størrelse, eller pli nok til kun at spise fra deres egen skål.
Nej de søger bare vilkårligt hen til en skål, og er det vores 6 kg store angora, som er i gang med sin mad, ja så holder
killingerne sig bestemt ikke tilbage for at få en bid med.
Vi har også haft et lille uheld her i ugen. De to hankatte Pierre og henri var kommet en tur ned i posen med vores grillkul.
Det var ikke så godt, for de blev MEGET snavsede. Derfor måtte vi have killingerne en tur i bad for at vaske kulstøvet af dem.
Jeg var meget ked af at skulle vaske dem, når de nu var så små, og jeg var urolig for om det ville give dem et "vandtraume".
Men vaskes det skulle de.
Vi valgte at vaske dem alle tre, når vi nu skulle i gang. Vi startede med Marie. Hun blev sat op i håndvasken under den
løbende vandhane. Hun sad lige så fin og kiggede rundt. Hun var ikke spor utilfreds eller bange for at blive vasket.
Dernæst kom turen til Henri. Han var knap så begejstret, men han var heller ikke bange. Han prøvede ikke på at komme væk,
men jeg kunne se, at han ikke ligefrem nød vasketuren. Til sidst var det Pierres tur. Han mijavede lidt, og forsøgte da også
en enkelt gang at hoppe op fra vasken. Han var den mest beskidte kat, så vi måtte tage ham noget grundigere end med de andre
katte.
Nu har killingerne så været i deres første bad, og jeg synes egentlig det gik over alt forventning.
Henri er så småt begyndt at finde ud af, hvad han hedder. Han skal hedde Sonny i sit nye hjem, så det kalder vi ham også her.
Det er ikke altid han kommer, når vi kalder. Men har vi hans opmærksomhed, når vi siger hans navn, og han er klar over, hvem vi
taler til. Marie er endnu ikke begyndt at lystre sit navn, mens jeg fornemmer, at det så småt er ved at gå op for Pierre
hvad han hedder.
Pierre har i øvrigt en meget rusten stemme, så når han mijaver lyder det som om katten lige er vågnet op med tømmermænd efter
en lang tur i byen. Vi må håbe stemmen ændrer sig med alderen.
Alle killingerne træner flittigt deres jagtinstinkt. Der findes mange insekter såsom fluer og natsværmere på denne årstid,
men vi har sjældent insekter i længere tid af gangen. Så snart kattene opdager et insekt, skal det jages, tortureres og senere
spises. Killingerne jager flittigt insekter, og når det lykkedes dem at fange et, løber de stolt rundt med det i munden for
senere at spise det. Her er det så godt man ikke er kat!
Nu har Pierre også lært sit navn. Så mangler vi bare, at Marie også lærer sit navn. Killingerne er alle meget store og aktive. De prøver grænser af både hos hinanden og hos de voksne katte. De elsker når en af de voksne vil lege med dem, og imiterer gerne de voksne katte. Specielt Joachim, som hele tiden har taget sig utrolig meget af dem. De søger stadig hen til deres mor, når de bliver trætte eller får lyst til en hygge-tår. Malou siger nu ind imellem fra overfor dem, men det er jo også snart tiden, hvor de skal ud og stå på egne ben. Så det er meget naturligt, at hun ikke gider dem i samme grad som tidligere.
Killingerne er nu gamle nok til at flytte hjemmefra. Henri og Marie flytter sidst på ugen. De bliver storbyskatte.
Vi er meget glade for de kommer det samme sted hen, så de altid har hinanden at lege med. De er begge nogle pragtfulde
labaner, som forstår og smigre sig ind på menneskene. Specielt omkring spisetid.
Vi kommer bestemt til at savne dem, og mon ikke også de vil savne os og de andre katte i starten af deres nye tilværelse.
Heldigvis vil de hurtig glemme os, og finde sig til rette i deres nye hjem.
Pierre er endnu ikke solgt, men vi har haft et par henvendelser på ham fra USA og Slovakiet. Vi har dog endnu ikke besluttet
os for at sende ham til det store udland. Så måske vi beholder ham. Pierre er en meget lovende udstillingskat.
3 killinger født den 13. maj 2006 | |||
Dag | Henri | Marie | Pierre |
Fødselsvægt (13. maj) | 124 | 124 | 122 |
1. dag | 124 | 130 | 126 |
2. dag | 134 | 136 | 138 |
3. dag | 152 | 160 | 156 |
4. dag | 162 | 170 | 166 |
5. dag | 180 | 184 | 186 |
6. dag | 208 | 216 | 206 |
7. dag | 218 | 228 | 214 |
Vægtforøgelse 1.uge | 94 | 104 | 92 |
8. dag | 228 | 252 | 238 |
9. dag | 242 | 268 | 242 |
10. dag | 258 | 280 | 258 |
11. dag | 264 | 292 | 272 |
12. dag | 282 | 310 | 288 |
14. dage (2uger) | 290 | 324 | 308 |
15. dag | 316 | 360 | 332 |
16. dag | 338 | 386 | 352 |
17. dag | 366 | 402 | 366 |
3 uger | 394 | 430 | 408 |
4 uger | 480 | 520 | 515 |
4 uger og 3 dage | 500 | 570 | 550 |
5 uger | 590 | 620 | 605 |
8 uger og 6 dage | 1150 | 1080 | 1220 |
9 uger og 5 dage | 1170 | 1230 | 1330 |
12 uger og 4 dage | 1560 | 1490 | 1690 |
13 uger | Solgt | Solgt | 1730 |
Klik her for at komme til toppen af siden