Sprog:  Danish  English

Opdrætter:

 
Pernille Kristensen
&
Mads T. Olesen
Hobrovej 118
9560 Hadsund
Danmark
Tlf.: +45 4031 3099
www.safkankedis.dk

 - E-mail -
 


Our studboy
 HTML validering

CSS validering


 

FAQ Katte

Startside » Special events » Liberec 2007

Liberec, Tjekkiet 2007

Her kan du læse om vores pragtfulde tur til Tjekkiet med kattene Pierre, Tim og Jens.

 

Turen til Liberec

Vi havde valgt at tage en lille miniferie i Tjekkiet. Tjekkiet er et land vi rigtig godt kan lide at besøge trods de store sprogvanskeligheder. Der er nemlig ikke ret mange, som taler hverken engelsk eller tysk dernede, så man kan godt føle sig noget alene, når man går rundt i de tjekkiske gader. Det er heller ikke særlig let at finde rundt, da vejskiltning og gadenavne ikke er noget man gør det store nummer ud af i Tjekkiet, men hvorom alting er så synes vi, at det er et skønt land med pragtfuld natur, god mad og frem for alt billigt at besøge.
Når vi nu alligevel gerne vil herned, kunne vi ligeså godt slå det sammen med en katteudstilling, også selvom det ikke var tvingende nødvendigt for os at få vores katte bedømt i et 3. land så langt væk fra Danmark.
Jeg har tidligere nævnt at tjekkiske udstillinger er noget forskellig fra de danske. Burene er langt mindre, og tingene forløber ikke altid som planlagt, så der forekommer ofte en del overraskelser. Til gengæld er der ikke den samme hårde konkurrence hos kategori 2 kattene, som i Skandinavien. I Tjekkiet er de forskellige katteracer mere ligeligt fordelt. Fx er der nogenlunde lige mange kategori 1 (Perser + Exotic), som kategori 2 katte, hvor maine coon stadig udgør største parten hos kategori 2. Der er flest kategori 3 katte (korthår), mens der som i Danmark er ganske få kategori 4 katte (orientalere). De mest populære katte i Tjekkiet er Perser, British shorthair, Bengaler og ocikatte.
Vi havde denne gang valgt at besøge byen Liberec, som er en by tæt ved den polske grænse. Byen er et ski sportssted i Tjekkiet og ligger langt oppe i bjergene, hvilket gjorde turen endnu mere spændende.

 

Udstilling Liberec lørdag den 29. september 2007

Pierre til bedømmelse hos Lili Anciau

Vi ankom til udstillingen ret tidligt om morgenen, og selvom vi kom præcis da de åbnede udstillingen, var de slet ikke klar til at tage imod udstillere. Vi blev bedt om at vente lidt indtil vi kunne betale, og da dyrlægerne endnu ikke var mødt op, kunne vi bare springe dyrlægekøen over! Det var ikke særlig betryggende, men vi prøvede da noget nyt. Nemlig det at være de første ankommende til en katteudstilling!
Burene var meget anderledes fra de danske udstillingsbure. Også her var de lavet af træ, men med hønsetråd i siderne. Der var ikke meget plads, hverken i burene eller til os udstillere, men vi var heldige at få en plads for enden af en række bure, så det gjorde det hele lidt lettere for os at komme ud og ind med vores katte.
Først skulle vores avlshan CH - Little Tim Van Kedi vom Glasbach bedømmes af dommeren Berta Nêmcová.
For at komme op til hende skulle man en tur ud af udstillingshallen, som var byens kulturhus, og derefter op af en masse trapper og gennem en lang smal gang med masser af larm og skrigende unger. Dette var min Tim ikke særlig glad for, men vi kom da hen til dommeren, som var midt i et skænderi med sin steward. Hvad problemet var ved vi ikke, men det lød ikke godt. Dommeren var ikke specielt glad for Tim, og hun opførte sig som om han var gennem et dyrlægetjek. Han blev undersøgt på kryds og tværs. Ja selv ørerne blev vendt rundt og kigget i!
Min Tim som ikke har den store udstillingserfaring blev godt urolig, og brød sig bestemt ikke om denne oplevelse, men han fik dog sit første CACIB.
Senere på dagen skulle vores Tyrkiske Angora kastrat bedømmes. Det var hos dommeren Martin Sanda, som havde bedømt ham på en anden tjekkisk udstilling. Han synes stadig, at Jens var lidt for stor til en Tyrkisk Angora, men Jens fik sit CAPE, og da han var dommerens eneste kastrat han blev han også nomineret.
Vores Tyrkiske Van kastrat IP - Safkan Kedi's Pierre Curie skulle op til den belgiske dommer Lili Anciau, som virkede til at være meget kompetent i sine udtalelser om van katte. Vi fik en rigtig god snak med hende, og hun synes godt om vores Pierre, så han fik både sit CAGPIB og en nominering.
Det var sjovt at vores to kastrater skulle i konkurrence med hinanden på scenen.

Pierre mod en tyrkisk van hun kastrat

Pierre vandt konkurrencen om bedste han kastrat, og skulle derefter op imod den bedste hun kastrat, som tilfældigvis også var en Tyrkisk Van kat ved navnet IC - Brigitte Monelli.
Vinderen blev vores IP - Safkan Kedi's Pierre Curie, og således vandt han sit tredje Best in Show (BIS) i sin udstillingskarriere, og kan vist roligt kalde sig den mest vindende Tyrkiske van kat i Danmark i nyere tid.
Vi var selvfølgelig meget stolte af vores lille Pierre, som er en utrolig dejlig kat med et vidunderligt temperament, og hans nyvundne kattefigur vil selvfølgelig få en plads i stuen mellem hans pokaler.
Det var en rigtig dejlig oplevelse at se to van katte på scenen i kampen om Bedste kastrat. Selvom vi havde gået og leget med tanken, var det dog ikke noget vi havde regnet med, da der var en del Maine Coon katte, som først skulle slås.
Vores konkurrent Hejna Zdenêk var dog meget tilfreds med sit BOX på deres hun kastrat, og kunne også prale af at deres tyrkiske van killing Silva Polaris Tefenni blev BIS i killingegruppen.
Vi kan vist roligt sige at lørdagens udstilling stod i de tyrkiske van kattes tegn!

 

Udstilling Liberec søndag den 30. september 2007

Om søndagen skulle Pierre først til dommeren. Han skulle også den lange tur op ad trapperne for at blive bedømt af Marie Ríhová. Hun synes vældig godt om vores Pierre, og han fik sit sidste CAGPIB og kan nu kalde sig Grand International Premier. Derudover blev Pierre også nomineret til sceneshowet.
Vores Tyrkiske angora blev bedømt af Berta Nêmcová, som i dag virkede til at være i langt bedre humør. Hun synes også, at Jens var en meget stor angora, men i betragtning af hans alder, og at han var kastrat synes hun det var fint nok. Hun ville dog gerne have set et lidt større hoved på ham, så det var mere i harmoni med den store krop. Hun gav Jens sit fjerde CAPE og en nominering, så endnu engang skulle vores to tyrkere møde hinanden og andre katte i konkurrencen til Bedste han kastrat.
Desværre blev det denne gang kun til nomineringer, da en Hellig Birma løb med sejren, som bedste han kastrat. Men vi var alligevel rigtig glade for vores fine resultater.

Tim & Pierre i Tjekkiet

Vores Tim skulle denne gang bedømmes hos Maria Rechowicz, som rigtig godt kunne lide vores Tim. Desværre havde han kort inden sin bedømmelse leget med en grøn fjerkost, og vi opdagede først på vejen op til dommeren, at han havde et grønligt skær i pelsen omkring sit hoved. Derfor ville dommeren ikke udtage Tim til en nominering, men han fik sit certifikat, og udtalelsen "Nette Temperament - Süper & Lieber BOY". Dette var vi rigtig glade for, da vi efter lørdagens oplevelse var meget nervøse for Tims næste bedømmelse.

 

Efter den dejlige udstilling var det tid til at vende næsen hjemad til Danmark, hvor vores andre katte og arbejde venter os. Den lange køretur på 12 timers non-stop kørsel var bestemt umaget værd, når man tænker på den store oplevelse at se 2 van katte konkurrere i sceneshowet mod hinanden. Noget der mig bekendt aldrig er sket i Danmark.
En ting er sikkert. Vi kommer bestemt til Tjekkiet igen en anden gang.

 

Klik her for at komme til toppen af siden